Inderst inde.

Tidligere har jeg skrevet om hvor vidt at jeg har fået nogle klø bl.a. på de sociale medier, pga. at folk har følt sig provokeret af min personlighed, og ikke har kunne holde deres grimme ord tilbage. Heldigvis er der endnu flere som er kommet med søde og støttende ord, og især når jeg møder folk uden for de sociale medier så får jeg tit ros for min person, og mit umiddelbar positive sind. Det er jeg så taknemmelig for, og det er med til at holde mig oppe <3 dog får jeg stadig en klump i halsen hver eneste gang der er nogen der roser mig – ikke fordi jeg ikke er stolt af den jeg er, men fordi at jeg ved at jeg i den grad også har lavet nogle gevaldige fejl på min vej… Lige så god jeg kan være, ligeså galt kan jeg være på den. Jeg har såret folk, og værst har det været når det har været folk der var helt tæt på mig. Jeg har været i nogle sorte huller igennem hele mit liv, og når jeg havner der nede, er det dér jeg har taget de dårligste valg – både for mig selv, og overfor dem omkring mig. Jeg har svigtet folk, været egoistisk, og ødelagt ting, for mig selv og andre. Lige så positiv jeg kan være, ligeså langt ned kan jeg komme, og guderne skal vide at jeg bestemt ikke har været nogen engel.

Jeg har bl.a. den dårlige side, at jeg skubber folk fra mig, også selvom at jeg nogle gange ikke ønsker det. Jeg kan savne nogen helt vildt men skubbe dem længere og længere væk fra mig alligevel. Jeg har gennem tiderne skuffet mig selv på mange punkter, men de værste ting jeg har gjort er når jeg har skuffet dem som har villet mig det bedste. Selvom at de måske også har lavet fejl overfor mig. Jeg ved at det er menneskeligt at fejle, og jeg ved at også jeg har lært af mine fejl, og bliver et bedre og bedre menneske, nu mere jeg gror og vokser som menneske, men nogle ting vil jeg aldrig tilgive mig selv for, selvom at jeg håber at andre kan.